NYT - SCLEROSE BALLROOM FITNESS
- For alle med multipel sclerose (MS)
I sensommeren og efteråret 2023 er der gennemført et forskningsprojekt, der skal dokumentere effekten for personer med multipel sclerose. Forsøget er først lige afsluttet og resultatet er endnu ikke færdigbehandlet.
Men de scleroseramte deltagere, jeg har undervist i forsøget i Power For Life, har på egen krop mærket, hvad denne træningsform har gjort for dem.
Vi fortsætter dansen i 2014, og DU kan også være med!
Vi danser hver onsdag kl. 15.45 og næste forløb starter onsdag den 3. april, men du kan støde til, når du er klar.
Årets andet forløb er på følgende datoer:
• April: 3., 10., 17. og 24.
• Maj: 1., 8., 15., 22. og 29.
Bindende tilmelding skal ske på e-mail til: info@powerforlife.dk
Det koster 585 kr. for alle 9 gange.
Ved spørgsmål kan jeg kontaktes på tlf. 25 46 16 53.
Jeg glæder mig til at hjælpe flere med multipel sclerose til mærkbare ændringer i hverdagen.
Mange hilsner
Pernille
MS Ballroom Fitness instruktør og indehaver af Power For Life.
HVAD ER MS BALLROOM FITNESS?
MS Ballroom Fitness er et træningsbaseret dansekoncept specielt udviklet til personer med multipel sclerose (MS). Konceptet bygger på, at en uddannet instruktør guider dig gennem en række danseformer, hvor alle bevægelser er udvalgt til effektivt at stimulere vigtige funktioner, som balance, koordinering, styring af overkroppen og gangfunktion. Derudover giver dansen sved på panden og er god motion. Musikken er energisk og motiverer til bevægelse. Dansetræningen tilpasses den enkeltes niveau, uanset om man er gående (lettere påvirket gangfunktion), stående (meget påvirket gangfunktion) eller siddende (kørestol). Dette betyder, at alle kan være med og få noget ud af MS Ballroom Fitness.
Hvorfor kan MS Ballroom Fitness være godt for mennesker med multipel sclerose?
Forskning peger på, at dansetræning effektivt kan styrke kondition, koordinering, holdning og balance, og både udfordre og træne det fysiske funktionsniveau og stimulere det kognitive funktionsniveau. Mange oplever også, at dansetræning har en gavnlig effekt på deres generelle trivsel og livskvalitet.
Der tages udgangspunkt i moderne nutidig musik, og det er ikke kun de klassiske ballroom-danse der er repræsenteret i konceptet; men også merenque, bachata og funk vil være stilarter, man kan prøve kræfter med i Sclerose Ballroom Fitness™. Konceptet lægger op til både solo- og pardans. Dvs. dem der har mulighed for at danse med en pårørende, kan få glæden af at danse sammen, mens andre kan nyde at danse alene. Begge dele vil være muligt til samme undervisning.
Dansen er et fantastisk træningsredskab. Både som genoptræning, men også forebyggende. Folk der ikke er hårdt ramt, kan have glæde af dansen, da det vedligeholder fysiske og kognitive færdigheder, som er vigtige her og nu - men også på sigt. Når man danser "sætter man i banken" - dvs. de positive effekter fra dansetræningen "gemmes" til evt. sværere tider.
Og frem for alt har dansen MUSIKKEN. Musikkens positive effekt er videnskabeligt bevist på flere planer. Og hvem kender ikke til, blot at lytte til musik og blive ramt på alle følelsesregistre?
TIDLIGERE DELTAGERE UDTALER:
“MS Ballroom Fitness er virkelig god træning for os, der er ramt af sclerose. Man bevæger benene meget og træner koordinering og balance. Det er samtidig sjovt og til lækker musik. Og Pernille er superdygtig og giver os god energi med sit smittende humør og dejlige måde at være på. Det bliver ikke bedre!”
/Agnete
“Tusind tak for et godt projektforløb i Power For Life. Det har været en meget udbytterig oplevelse, som har har betydet følgende for mig:
- jeg er kommet i form
- jeg har fået ekstra muskelstyrke, hvilket er vigtigt for balance og udholdenhed
- jeg sover super godt om natten
- jeg er gået hjem i virkelig godt humør
- jeg har fået mod på at fortsætte med fitness, som jeg ellers har holdt pause fra i mange år
- MS Ballroom fFtness er sjovt og for mig langt den bedste form for sclerose-træning, da udbyttet er tydeligt ikke blot på det fysiske, men også på det mentale plan
- jeg vil ikke tøve med at anbefale det til andre"
/Anette
“Det som jeg har fået ud af vores 7 ugers forskningsforløb i MS Ballroom Fitness er:
Bedre balance
Bedre koordination
Glæde ved at træne
Dejligt at møde andre med sclerose
En engageret træner der med sin energi giver mig god energi”
/Karin
“Jeg har ved MS Ballroom Fitness oplevet øget livskvalitet i form af:
- bedre humør
- bedre gangfunktion
- mindre træthed/udmattethed
- bedre vestibulær sans (hvor jeg er meget udfordret)
- jeg tror også mine kognitive evner er bedret lidt
Desuden er det givtigt at lære mange andre MS-udfordrede personer godt at kende. Det giver glimrende mulighed for spejling og erfaringsudveksling.”
/Niels
“MS Ballroom Fitness er en træningsform jeg godt kan se mig selv i. Jeg har prøvet nogle forskellige former for træning bl.a. styrketræning, pilates, varmtvandstræning. Efter noget tid i disse former for træning har de ikke sagt mig noget og så er jeg stoppet.
Jeg har fået mere energi og lyst til at lave mere herhjemme end jeg har gjort i flere år. Jeg kan mærke at jeg har fået mere styrke i mine lår. Mentalt blev jeg også udfordret og det er super godt.”
/Laila
“Som deltager i MS Ballroom Fitness forskningsprojektet vil jeg beskrive forløbet med træning 2 gange om ugen som sjovt, med fængende musik, man bliver i godt humør af musikken og træningen.
Vi har haft en meget opmærksom og energisk underviser, som er god til at forklare og give energi videre.
Det er effektiv fysisk træning, hvor pulsen kommer op og man får varmen. Trinene er kognitiv træning og træning af balancen.
Der er søde meddeltagere. Jeg har en god følelse i kroppen, når jeg har deltaget i en træningstime.”
/Anne
“Jeg har generelt fået rigtig meget ud af det – for mig har det givet det helt rigtige skub til at komme i gang med at være lidt mere aktiv, og samtidig finde en glæde i det. Det var en evig dårlig samvittighed inden, da jeg jo godt ved hvor vigtigt det er – og at jeg i forhold til sygdommen nærmest skal se det som en form for ekstra ”medicin”.
Pernille har været super god til at instruere og motivere – så mange tak for det ekstra engagement!”
/Tina