Jeg har været medlem af Power For Life, siden det startede op. Jeg er 62 år og efterlønner. Det betyder, at jeg nu kan dyrke motion 3-4 gange om ugen.
I Power For Life er der formiddagsholdtræning, og det nyder jeg meget. Det er en super god måde at starte dagen på for mig.
Mandag dyrker jeg yoga. Tirsdag cirkeltræning. Onsdag Zumba Fitness, og fredag står den på Zumba Gold. Disse forskellige træningsformer kommer hele vejen rundt om min krop, og det fungerer godt for mig.
Jeg kan mærke en større energi, og jeg ser forandringer på min krop. F.eks. har jeg i mange år gået rundt på nogle lige stolper af ben, men nu har de igen fået facon og er blevet tydeligt mere faste. Jeg er blevet smallere om hofterne, og min mand siger, at jeg har fået en fastere r.... Mine farmor-overarme har fået flere muskler og mindre fedt, og jeg er hurtig oppe og nede fra gulvet, når jeg leger med mine børnebørn.
Jeg kan mærke, at jeg igennem yogaen er blevet mere smidig. Konditionen er blevet mærkbart bedre, og nu kan jeg følge med og danse jive, hvilket jeg ikke kunne for 1 år siden.
Udover den mærkbare og målbare bedre kondition synes jeg, at det er hyggeligt og rart at træne i Power For Life. Jeg har prøvet de store centre og alle maskinerne, men det passer mig rigtig godt med holdtræning og det sammenhold og “passen på hinanden”, som jeg oplever i Power for Life.
Vi griner meget, snakker og informerer hinanden om stort og småt i vores liv. Vi er mange bedstemødre, og vi kan altid finde noget at fortælle om vore skønne børnebørn.
Hvis én fra holdet ikke har været der et stykke tid, bliver der omsorgsfuldt forhørt om vedkommende. Jeg havde selv et længere sygdomsforløb for år tilbage, og hvor var det bare skønt at blive mødt af knus, da jeg kunne deltage igen.
Jeg trives med Power For Life som en naturlig del af min hverdag. Håber vi ses!
Doris Jespersen